Pragniesz dowiedzieć się do kogo cały czas dzwoni twój narzeczony? Znika na parę godzin i nie wiesz, gdzie przebywa? Należy w takim wypadku skorzystać z usług prywatnego detektywa, albo zająć się wykryciem prawdy własnymi siłami.
Read the rest of this entry »
Hvis jeg var en kat så ville jeg
sove,
hvis jeg var en hund så ville jeg
være sød,
hvis jeg var en fugl ville jeg
flyve til USA,
hvis jeg var en ørn så ville jeg
spise,
hvis jeg var et dyr så ville jeg
være rar,
hvis jeg var en taxi så ville jeg
kører
og jeg er glad for at jeg ikke er en ørn
Mads Lund Ørkildeskolen – byen 2.E
vis jeg var en Hund var jeg
sød, vis jeg var en Fugl
ville jeg også flyve
vis jeg er et dyr ville jeg gå
vis jeg var en taxi ville jeg køger
jeg er glad for Mange Ting
af Brian Lalund Pedersen – Ørkildskolen, Øst – 7.y.
Maria Stecher
Hvis en banan kunne tale.
Ville jeg ikke spise den.
Hvis en banan kunne tale,
ville jeg spørge den om solnedgangen var smuk.
Den vil svare:
Meget smuk.
En sol er jo også gul.
Hvad ønsker du dig banan?
Jeg vil gerne laves til en kagedej.
En dej sammen med en lort.
Man kan jo godt spise en lort?
Fem forfærdelige finker, fik fem flade flødeboller og blev fucking fornærmet.
De fem forfærdelige finker forsvandt, forfulgt af frøken finger.
Frøken finger fulgte finkerne til fysik i Frederiksberg.
Fysik var forbandet kedeligt, fysik læreren Findus Federsen fortalte om finkernes forfærdelige opførsel.
Finkerne fniste forfængeligt ad Findus Federsen, Findus Federsen forsvandt i Frederiksberg have.
Der var engang tysker der god kunne lide spegehetti
han var sulten og
gik ind på en retstaurang
“er der speghetti på menuen”
koken siger “nej men der er pasta”
“yes det næsten ligeså godt”.
Jeppe 4.Klasse
Jeg er sjalu på min store broer for han for næsten lov til alt. Jeg skrav det ved en flod han for lov til at blive længst ope.
En bænk en nat at sidde på en bænk en nat det er grusomt Frygt! Frygt! Hvad kan der ske jeg så, jeg så hvad så jeg, jeg ved det ikke jeg føler bare Frygt for at sidde på en bænk en nat, Frygt! Frygt! Frygt!!!
Buster
Koen er ude på marken
pludselig ser den noget mærkeligt
den skriger
den løber ind i laden
en anden ko kommer
“det var bare en lort”
Jeppe 4. klasse
Et øjebliks kærlighed
Vi to sad på bænken.
Dig og mig, kærlighed ved første blik.
Du slo op, ja du slo op
Christine
Min kanin er i himlen med englene omkring dig. Jeg er sikker på den griner nå den leger i himlen og kigger på mig. Når jeg tænker på dig så griner jeg.
Carla
5. klasse
Jeg bliver glad når jeg løber
men jeg bliver også glad
når jeg se tv og
når jeg er sammen med min hund
Sofus
Det er ikke længe siden min ven Marius døde
Jeg kan ikke få det ud af hovedet
En dag da jeg skulle over til Marius, skulle vi til gymnastik
Men på vej derover kom der en luftballon
Der gik hul på ballonen
Og uheldigvis røg den lige ned i bilen
Min mor og Buster, som er min anden ven, overlevede
Men Marius fik varmesenderen lige foran sig
Så den brændte ham ihjel
Og lige siden den dag har mit liv aldrig været det samme
Den glade, friske hund løber i den grønne skov.
Der flyver en sommerfugl, i det høje bølgende grønne græs. Der flyver, i det høje grønne græs.
Der er fuglefløjt over alt. Der løber en flod midt i skoven. Hunden blev levende i skoven i alle dens dage.
Maja
4. klasse
Hvis jeg havde fire arme og ni øjne så ville jeg spise total meget mad. Og hvis jeg spiste total meget mad så ville jeg blive mega tyk og til sidst ville jeg dø, men inde jeg døde ville jeg ikke kunne bevæge mig og jeg ville ligge i min seng og så tv.
Hvis jeg var dum, så ville jeg spille Minecraft i 12 timer. Og hvis jeg blev ved på den måde så ville jeg være endnu mere dum. For det er nemlig ikke sundt at spille så lang tid. Det for man nemlig firkantede øjne af og ondt i hovedet. Engang oplevede jeg at jeg kom til at spille Minecraft i 35 døgn! Derefter fik jeg det meget dårligt og kom på skadestuen. Men det var ikke så slemt for på skadestuen var der også computere. Og så kom jeg enlig hjem, og jeg trængte også meget til at spille computer med min dejlige mus. Men pludselig skete der det frygtelige at jeg ikke måtte spille mere!!! Og jeg blev helt vildt ulykkelig og græd og græd og græd. Men nu har jeg fundet ud af at man ikke behøver spille computer for at være lykkelig.
Vilhelm 4 kl.
Jeg så engang en kat den havde fnat
Den havde en stor sort hat den var ikke blå men sort
Andreas
5. klasse
Jeg har et blåt hus
deri har jeg kun blåt tøj
jeg kan li’ blåt vand.
Jeg elsker fatboy,
fordi den er blå som vand,
blåt er godt og flot.
Hvis nu lykken var længere end livet
Så går man bort med skibet.
Men for en lille kort stund
Vil jeg skrige med min mund.
Hvis jorden ikke var rund
Så ville æde en hund, hvis den da blev rund.
Emil Wolff Andersen
5.kl. Rudme friskole
Jeg er det samme sted
Nu stormer det
Vinden smyger sig om min krop
Tager mig med, gør mig ør
Himlens skyer er sorte
Tværs gennem går en hvid linje
På den ene side månen, på den anden solen
Den varme sol tager mig
Sætter mig op ad den kolde mur
Her kan jeg sidde og se hvordan græsset danser som bølgerne
og dufte den friske luft
Den stegende sol gør mig blind, brænder mig, jeg har kvalme
De sidste kølige vindpust stopper
Og jeg brænder op
Bilerne høres i det fjerne og fuglene pipper omkring mig
Af Nina Nordtorp Deacon
Solen stikker på mine kinder.
Vinden leger med mit hår.
Sommerduften vækker minder.
Fuglene kvidrer, det´ forår
Bilerne på vejen støjer lidt.
Fluerne summer kært.
Gøgen pipper og klukker blidt.
Jeg kan mærke en sommerlig snært.
Skrevet af Astrid Høstgaard
Vintersøvnen må være forbi nu
Vinterens varme og bløde pels skal falde
For nu skinner forårssolen
Kirsebærblomster synger i kor
Lyserøde farver
danser i vinden
Det passer
til denne kærlighedsårstid, hvor dyrene parrer sig
Det er tid til at tage dyner af
og på igen
for sollys er det værste mareridt
den slår varme i stykker, tryghed itu
rød bliver man under kjolen, rød bliver man under buksen
lyserød bliver man i hjertet
Pelsen er nu fældet af, træt er man ikke længere
Men vågen er man heller ikke
For duften af vinterens gamle rødvin
er der
stadig
Når mit syn forsvinder, bliver virkeligheden skarpere
og mine tanker og drømme imiterer det pulserende mørke
der slipper ind igennem næse
ører
tunge og hud
Jeg vokser mig større og nærmere alting hvert eneste øjeblik
Græsset, jeg ligger på, forvandler sig lige så stille
først en hård prikken overalt, der holder min overbevidsthed ved lige
selv om det ikke varer længe før græsstråene smelter ind mig
og forsvinder sammen med min ydre skal
Alt det, der før har været mig afskåret, bliver endelig accepteret inden for min huds ubrydelige grænser
Den kolde vind, der svæver omkring mig
og i enkelte puf presser mod mit indre øre
begynder efterhånden at glide nærmere og nærmere
og til sidst igennem mig
De to sanseåbninger på siderne af mit hoved vågner, og begynder grådigt at tage for sig
Den evige fuglekvidren blander sig med stilheden
går i et med den
og forlænger de skrøbelige sekunders livslængde
med flere tusinde år
det eneste der forhindre tiden i at gå i stå
er de enkelte fugle der skille sig ud, anderledes og livgivende
Midt i alt dette skærer mørke kløfter sig igennem uendeligheden på den store vej, kun få lysår væk
De trækker i mine tanker
sanser
og bevidsthed
og forsøger at trække hele drømmeverdenen med sig
Og pludselig kan jeg mærke min krop igen
Solen, der selv igennem mine øjenlåg lyser mørket en smule op
Vinden, der kryber ind under mit tøj
omfavner mig
og køler den halvdel af mig ned, som solens varme ikke har krævet endnu
hårdere
og stivere
bliver jeg
Og så den tykkere, stærke luft, der sirligt svæver fra de mange græsstrå
begynder at trænge ned igennem næse
mund og lunger
og fylder mig op.
Kløfternes susen virker fjernere
og nærmere
end nogen sinde
Fuglesang
solens varme
en let vind der leger med mit hår
lyden af de visne blade fra efteråret
larmen i stilheden
tab af tidsfornemmelse
og en følelse af evighed
blå himmel
og grønne marker
Sissal
Følelsen af at være alene i naturen.
Vinden der køligt rammer din hud,
der er stille..
Så stille.
Solen der samme tid varmer
dit ellers så blege corpus.
Fuglene kvidrer om kap,
lyden af dem tømmer mit hoved.
Jeg er ét med naturen.
- Cecilie Thomsen.
Jeg sidder ned, men ikke behageligt.
Og dog er her så fredfyldt og jeg er glad.
Bange for hvornår det ender.
Selvom jeg mærker end varm brise med en klam lugt,
Glæder man sig til dagen derpå,
Og savner dagen forinden.
Jeg ligger
Drømmer mig til et andet sted
Hvor der er liv og lys
Jeg mærker kulden
Den fører mig i ind i mørket
Jeg ser lys
Jeg mærker varmen
Den breder sig ud og rundt i kroppen på mig
Jeg mærker den kolde vind
Den blæser gennem mit hår
Jeg hører fugle synge
Jeg kan se lyset
Blive større og tydeligere
Jeg vågner
Ser en fantastisk verden
Jeg kan lugte varmen
Og se glæden
Jeg lytter
Jeg hører nogen snakke og grine
Af Pil Jørgensen – 7. kl. Gudenådalens Friskole
jeg går ud i naturen
der er næsten ingen larm
kun fuglenes kvidren
biens summen og træernes rislen med bladene
solen skinner over det smukke landskab
Af Michael Lisbjerg Pedersen – 7. kl. Gudcnådalens Friskole
jeg sidder på en sten udenfor
jeg hører en lastbil stoppe
en bi summer stille forbi mit øre
og lander på min skulder
jeg hører en fugl kvidre oppe i et træ
jeg mærker varmen mod min ryg
Af Michael Lisbjerg Pedersen – Gudenådalens Friskole
jeg er på vej til et bedere sted
jeg mærker kullen i mit nye land
jeg kender ingen og ingen kender mig
jeg sætter mig på en bænk
og kikker på en fugl som fløjter
Af Asbjørn de Neergaard – 7. kl. Gudenådalens Friskole
Jeg mærker solens varme på min krop
og håber alle mennesker har det godt
jeg hører fuglene synge
og lufter lugten af gylle
Af Asbjørn de Neergaard – 7. kl. Gudenådalens Friskole
jeg sætter den ene fod foran den anden i mit helt eget tempo
jeg hører fuglene der synger, og grenene som knækker under mine fødder
jeg mærker solens varme stråler og ser vinden der leger i trætoppene
jeg vandrer i lang tid, og lader tankerne løbe
skovens tryghed og mystik gør mig glad
Af Magnus Ellemose 7. kl. Gudenådalens Friskole
Dyyt, bilens larm og os
menneske skænderier
gyllens evige lugt fylder mine næsebor
den trættende form for forår
solens stråler varmer
fulgefløjt og rislen i bækken
vinden suser igennem bladene og mit hår
den dejlige form for forår
Sarah Feldborg – Gudenådalens Friskole 7. kl.
Et lillebitte lys
dér
uden for
hvor det ikke burde være
Uendelige længder væk
ovre på
den anden side
af døren
og vejen
og markerne
Helt alene
men
det er der
En smal flamme
dér
i mørket
hvor der ellers aldrig
er andet
end mørkt.
Et varmt løfte
der brænder sig igennem
den frostklare
og tågede
luft
Det morser
det venter
på mig
Et fyrtårns skarpe sværd
dér
højt over mig
omkring mig
igennem mig
skingert
nådesløst
og fantastisk
Helt herude
i mørket
og kulden
alene
men sammen med mig
Stort
og mægtigt
og mit
Et rasende flammehav
dér
langt borte
i horisontens skød
men også her
under mig
på mig
i mig
Et inferno
med larm
og liv
der får kulden
til at blive
til sommer
og den
smertelige stilhed
til at tie stille
Det gør mig endeløs
udødelig
almægtig
Af: Peter Thestrup Waade
Jeg mærker vinden der leger med mit hår og kølner min hud
Jeg hører fuglenes kvidren og en udsugnings maskine fra ny pige gangs vandskade
Jeg ser hvordan solen farver indersiden af mine øjenlåg røde
Jeg dufter forårets komme den søde og friske duft der kendetegner foråret
Jeg mærker varmen fra min dyne og varmen fra solen når den i få øjeblikke bryder gennem sky dækket
Jeg hører resterne af efterårets balde rasle henover stenfliserne
Jeg hører forskellig fugle sang og en meget insisterende fugl
Jeg hører et forsøg på at komme ud gennem døren det mislykkes
Jeg hører vinden i træernes lidt afpillede grene
Jeg mærker et vindstød fra højre som bringer dufte fra maden i køkkenet
Udsugningen begynder at lyde mere og mere som en flyvemaskine
Og da jeg lægger mig ned på maven kan jeg pludselig lugte kaffe fra en gammel kop der står ved mit hoved
Jeg mærker min krop blive mere og mere afslappet i takt med mit sind tømmes og solen der varmer mit ansigt
Jeg mærker en let døsighed glide over mig og bekymringerne forlader min hjerne for at flyve afsted med vinden
Jeg mærker vinden der får mit hår til at kilde mit ansigt og søvnen der langsomt sniger sig ind under huden på mig.
Alene
Alene i den lille lejlighed
Omringet af mørket
Trækker febrilsk vejret
Tirrer ned på den store oplyste gade
De går roligt frem og tilbage mellem hinanden
Ingen ser mig. Det er klamt.
De er frie og jeg er fanget
Fanget i mit eget sind
For svag til at bryde ud
De andre larmer og griner
Men her er stille
Jeg skriger
Jeg er alene i det lille mørke rum
Dit hår er fyldt Mareridt
dine øjne fyldt med drømme
Dit blik som en parasit
der hurtigt bliver ømme
Du lever livet fyldt med liv
Med døden helt tæt på
men det ender oftest med
at du går i stå
Du føler dig lykkelig
i sikkerhed, i ro
Din verden er hyggelig
Vil du gerne tro
Du er helt alene
Men dog overvåget
Du ser helt klart
din verden er tåget
jeg er ondskabens monster
du er godhedens skønhed
jeg er grim og død
du er smuk og livlig
jeg er flagermusens mørke
du er sommerfuglens lys
jeg er dreng og barsk
du er pige og blid
jeg er forfærtelig grusom
du er lighed med blomsterne
vi er uafhængig men
vi er aligevel modsætniger
Frygten siver til mig,
hov hvad sker der med mig,
nu er frygten væk
nu er jeg igen tryg,
men hvorfor, hvad sker der
er det mon fordi,
der kom ind af døren.
personen kommer nærmere
nu er frygten tilbage, jeg ryster.
hvem er det jeg kan ikke se noget,
der er mørkt og skummelt.
jeg spørger stille om hvem det er.
personen svarer ikke.
så kom svaret ,
jeg er din tryghed.
folk siger verden er farlig
men indeni er den fredelig
men mange siger man lever i en drømmeverden
men det passer ikke,
livet er virkelig, farligt , smukt, uhyggelig, kold.
Folk vil sige meget om verden, folk vil sige jorden er et godt sted.
Men det er kun dig der kan bestemme det
Ung som hun var
Gammel som han er
Løber igennem vandet
Går igennem sandet
Hånd i hånd
Ånd og ånd
Forlader ikke denne verden,
Men senere mødes igen,
Oppe i himlen
Helt oppe
Ikke nede
Nu sidder jeg her
Og i gang med at bede
Jeg håber du kommer op til,
Faderen
Og op til moderen
Ikke at du ikke må blive
men forlad
mig
nu.
-Betina Struer Friskole
Det mørke
Det lyse
Livet eller døden?
Hvad er der på den anden side?
Lyset, det gode og varme
Mørket, det onde og kolde
Hvorfor har vi delt det op på denne måde?
Hvorfor er det mørke ikke godt? Eller det lyse ondt?
Lyset er en del af os! Men det er mørket også, selvom vi ikke vil det.
-Elisabeth, Struer Friskole
Jeg er forladt, efterladt
Du ser ikke, at jeg er bange
Vi levede i en endeløs nat
Med skrig som før var sange
Jeg er gemt, glemt
Vores frihed blev til fangenskab
Noget så smukt, blev så slemt
Sårene giver blodtab
Jeg er trådt på, nedtrykt
Hjælp mig nu op
Du har givet mig livsfrygt
Det eneste jeg nu har er en tom krop
Jeg vil have våbenhvile, fred
Kampen er slut, du vandt
Dine øjne lyser, når du er vred
Alt er væk, det forsvandt.
Sidsel/Eriksminde Efterskole
Forvirring, forvirring bliver aldrig født uden grund, der vil altid være en orden i det umiddelbare kaos som følelser består af. Alt kunne være så simpelt, så smukt og ligetil. Og hvad så? hvad sker der så efter det, hvad sker der efter du har spurgt hende, og da svaret så endeligt kommer til syne, igennem al den røg af gennemskuelighed. Hvad er det sjove i det.. måske er det bare mig, min lidenskab for det at kunne kommanderare med handlinger, begivenheder og alle de tråde som binder alt med navn og sjæl. Disse bånd er næsten aldrig udstukne, aldrig ligetil at rede ud. Forvirrende og indviklede har tilværelsen altid været, lige siden den dag jeg mødte min modsætning. For lige siden den dag mistede jeg evnen. Min evne til at finde hoved og hale i øjeblikket. Jeg havde styr på alt, hver enkelt lille tråd jagtede jeg tilbage til kilden, til ende. og hvis der ingen ende var ville jeg blot enkeltgøre det. Frem finder jeg min rustne saks og et kort klip. Nu er saksen blevet væk, taget, berøvet. Mine tråde er ikke længere rettet til og fin gjort, de har fået egen vilje og bestemt sig for det følelser nu gør, indvikler sig og afspejler den enorme energi kaosset, fra den forvirring det giver. Helt ned til mindste hånd bevægelse. Aldrig har jeg været så bange, Aldrig i mit liv så nervøs. Du skrammer mig med blikke og udåndinger, indåndinger, en banken fra kroppens centrum. En banken som ryster selve atmosfæren omkring dig, en rusten der skaber vibrationer uden lige, vibrationer der uden hæmninger, uden nåde, Gennembroer min krop ligesåvel som sjælens udødelige masse. Jeg kæmper kraftigt imod, bruger af kræfter ingen vidste jeg havde, gemmer mig bag løgne. Historier og falske fortællinger. Et skalke skjul for at kunne skabe forvirring bland mine medmennesker. Al min energi er rattet mod dig, al planlægning omhandler dig. Vi er i krig, du ved det. Du erklærede den, du sagde ordene. Men jeg skal nok overleve dig, dig og dine konstante angreb på det komplicerede tankespind af fejlbare plotninger jeg nu har gennemgået i løbet af 3 hele måneder. Hvordan kan jeg være så sikker på min sejrer tænker du nok, hvordan kan du se så langt uden at vide så meget. Svaret har jeg lige fortalt dig, Din fordel er følelser, Følelser du ufrivilligt kontrollere, kædereaktioner der løber løbsk og ikke kan indhentes, Der i ligger også din svaghed, den svaghed jeg sigter efter. Du bliver selv ofre, modtager dine egne slag, bomber der falder over egne byer. Hvorimod jeg Følger med ro og omhu ned til sidste knude, de knuder du ikke selv kan binde op, de knuder du ved er der men aldrig har været i stand til at fjerne med egen hjælp. Jeg binder hver en knude op, jeg lærer dem alle uden ad. Taler med dem, hører på dem. Hvor jeg til sidst binder en ny, en knude mindst lige så hård som den forrige, knuder der indkludere mere end enkle tråde. Men hele væv af disse net. Følelser er forvirrende, forvirrende og kaotiske, dog findes der orden i kaosset. hvis man leder længe nok, finder man de små led der bindes sammen.
Dit hår er fyldt Mareridt
dine øjne fyldt med drømme
Dit blik som en parasit
der hurtigt bliver ømme
Du lever livet fyldt med liv
Med døden helt tæt på
men det ender oftest med
at du går i stå
Du føler dig lykkelig
i sikkerhed, i ro
Din verden er hyggelig
Vil du gerne tro
Du er helt alene
Men dog overvåget
Du ser helt klart
din verden er tåget
Jeg er kold
Du lukker din hånd om min og med det samme
kan jeg mærke varmen strømme igennem mine fingre
Jeg har været ude og gå i regnen.
Prøvede at slippe alle tanker, men du fandt mig
Frygten forsvinder da du tager føringen
Jeg giver slip
Lader dig trække af sted med mig
Du lyser mørket op
Gør mig blind
Mit hoved gør ondt
Din hånd begynder at glide
Du bliver fjern
Jeg kan ikke høre dig
Du råber i stilhed
Det opsluger mig igen
Mørket tager mig
Beruset men ædru som aldrig før
Din hånd slipper nu helt
Varmen forsvinder og alene står jeg tilbage
Jeg skriger men ikke engang luft slipper ud
Jeg er bange.
Forsvinder
Forsvinder ind i mørket
Forsvinder, måske for sidste gang.
Det som jeg kendte før
idyl, lys, glæde
Alt sammen væk
Uvidenheden er ødelagt
Da formørkelsen kom
Uundgåligt at opdage
Jeg har ikke været
her men nu er
jeg kommet jeg er
nervøs og spændt
hvad er normen her?
Passer jeg ind
Jeg har tit tænkt
hvordan der er her
og hvordan de andre er
sure og trælse måske
de kan måske ikke lide mig
hvad skal jeg gøre
men nu er jeg
her jeg er faldet
til kommet over det
glad og sejrende
de tog godt imod
mig så det endte
godt alligevel
Mikkel Struer Friskole
Et fællesskab uden anderkendelse
Et penalhus, tomt
En klode, kun med tyngdekraft
Et lærred uden maling på
Jeg går, vandrer, medvind modvind
Ikke noget specielt jeg søger
varme, kan ikke sige jeg
elsker det
for det er ikke konkret
det er ikke forskningsbaseret
bliver tryggere og tryggere
Medvind!
Vandrer ind til dette
euforiske cyberspace
Medvind!
Jeg arbejder, men ved det ikke
det sundt, man kan ikke dø af det
Modvinden er der
men mit syn har åbnet sig
tolererer, accepterer, anderkender
fordi jeg anderkender indad
går jeg fra ligegladhed til
kærlighed
Kedsomheden er forsvundet
der er kun gadgets tilbage
Vi er fremmed for os selv, bange
Vi ved det ikke, modvind
Den fedeste gadget må da være os selv
se bare hvor mange ting vi kan
Jeg fortabes i mørke materialiske samfundsdage
Maler lyse nætter
Peter Raunkjær, EE
Hendes hår er lyst og bølget
og jeg vender blikket væk
hendes hofter gynger imod mig
og jeg vender blikket væk
og først nu går det op for mig
hvor knastør og stikkende jorden er under mig
og vor sølle et blodspor jeg må efterlade mig
når der ud af min mund flyder en
tyktflydende masse
som ingen tør røre ved
Mai, EE
Jeg er ude at vandre.
Går forbi harmoniske søer, træer
og duer.
Er nået til et sted med undergrundsstemning.
Dejavu
Et sted der minder om Amsterdams livssyn og gader.
Der står med bøjede bogstaver
Christiania
på et stort rødgult skilt.
En sort fyr med store rodede dreadlocks
rækker noget der ligner en cigaret
hen imod
mig.
Jeg tænker:
”Hvorfor ikke”
og tager tre store sug
og sætter mig ned på en bænk
og vandrer videre ind i mit
hoved.
Agger, EE
Om at vandre
ikke indvandre, eller om at udvandre
ikke om når vandringen er slut
simpelt, bare om at vandre
Livet som vandring, dagen som vandring
følelseslivet som en vandring, snor og bugter sig
venskabsvandringen, brede landeveje og snoede bjergstier
venskabsvandring med op og ned, hid og did
og hist vor vejen slår en bæk
Vandring som en dragende, uhåndgribelig linedansersnor,
balancerende, angstpåkastet, let-på-tå-listende vandring
vandring som en målbesat, opadgående, blæstbetynget
kirkegang, nu og da med vandrestav, tromlende frem
Vandring som en åbenbar nysgerrighed
hopdansende tra-la-la, med Ole siddende på en knold
vandring som en ubevidst, ubeslutsom, ej planlagt
vandring, rundt om blokken.
Luna, EE
Jeg vandrer ud
ud på en gåtur fyldt med minder
kun blæsten drager mig, der er ingen normer
nysgerrig og jeg havner i et fremmed territorium
det føles som en stor blæsende modvind af utryghed
Opmærksomheden drejer mod mig
en uhåndgribelig velkomst
fyldt med skarpe blikke og indtryk
spændingen stiger
og jeg har nået grænsen
grænsen hvor mit mål står
og forventningen om at lære det ukendte
Jeg ved nu hvad det vil sige
at indvandre
og udvandre
af Julie Brammer, EE
Sært & ensomt
glem og forladt helt alene,
det hele køre af med mig
stille spørgsmålet er jeg
forladt?. Kan mærke
pulsen køre op i
min hals,
kan mærke den nu.
Kigger ud mod vejen
kan mærke mine finger
er kolde, der er ensomt
her ude.
Ser den køre i mod mig
jeg bliver stående
Emma Struer friskole
Jeg kigger på mig selv – hvem er jeg?
Jeg er ingen – i en fremmed krop
Min sjæl er drevet bort af ondskab og nu kun tilbage er jeg
Ingen ser mig, men jeg ser dem, dog fjenderne bag mig som venter
Jeg var anderledes – en fremmed
Jeg var ikke som andre – Udstødt
Forvist, af mine egne medmennesker, da jeg var min egen
Jeg prøvede igen, gemt bag facaden, men hvad nyttede det
Man er født – med et mål i livet
Med det ene mål – Skal du kæmpe
Du er blevet født ind i en verden, hvor folket kopierer
Hvor vi forviser vores egne, til fanger af ensomheden
Det er begær og hån – Vi skaber
Det er af ondskabhed – Vi bygger
Men hvorfor slutte sig til, når vi i ensomhed er stærkere
En dag vil magten overvindes og harmonien genvindes
For vi er ét
Fejl efter fejl efter fejl
har jeg lavet, men hver gang,
har de tilgivet mig,men
ved ikke om de vil gøre det igen.
men i lang tid har jeg spekuleret,
skal jeg begynde et nyt liv, eller
skal beholde de gode minder
jeg i det mindste har haft.
hvis jeg vælger at starte et liv
et andet sted i en anden verden,
men hvad vil de tænke om mig,
hvordan vil de opfører sig.
Hun ned af gangen gik
Passer hun ind ved hun ik’
Klar er hun ej, eller sådan føles det ik’
Hjertet banker der ud af
Er hun ked af det?
Alle kiggede på hende
Hvem er hun? Passer hun ind?
Skal hun skubbes eller gør hun det selv?
Langt ud over kanten.
Hvem starter?
Hun undgår at snakke selv
Men slippe gør hun ikke
Hun lader sig ikke undertrykke
For de mange grin
Hun griner bare med.
Uroen, det nye, det fremmede, det ukendte?
Hvad skal jeg tænke om det hele? Hvordan skal jeg reagere?
Er det okay at være bange for det nye og fremmede? Eller betyder det så at man ikke er klar?
Hvordan vil det gå?
Jeg vil savne det gamle, men det betyder jo ikke at det nye er dårligt, eller ikke bliver lige så godt, eller måske endnu bedre?
Men hvad ved jeg?
Jeg springer ud i det!
Tager chancen,
løber en risiko!
-Elisabeth, Struer Friskole.
Udgivet af Admin, på vegne af Eriksminde Efterskole – digtet i sin oprindelige post kan findes her
Digtet er udgivet af Admin, på vegne af Eriksminde Efterskole – digtet i sin oprindelige post kan ses her
Digtet er udgivet af Admin, på vegne af Eriksminde Efterskole – digtet i sin oprindelige post kan ses her
Udgivet af Admin, på vegne af Eriksminde Efterskole – digtet i sin oprindelige post kan findes her
Jeg vandrer på bare fødder
Forbi livets kolde vægge
Stilheden larmer
Lyset blænder mine øjne
Forvirringen rammer mig
Ordrerne vil ikke ud
Min krop hæmmes
Men til slut det forglemmes
Jacob og Emma Skov, Friskolen I Viborg
Nervøsiteten steg højt
til mit hoved.
Det var som om det kom til at veje
minimum et ton mere.
Jeg havde en stor form
af uvished og mavepine.
Men et eller andet sted kunne
jeg mærke glæden stige og stige.
Var det virkelighed?
Var jeg virkelig i gang med så stort et skridt
I mit liv?
Jeg kunne ikke engang skællene mellem
på fantasi og virkelighed.
Bilen brummede højere og højere, følte jeg.
Den store bygning forude
stod solidt plantet i jorden
og ville ikke flytte sig.
Håndbremsen blev trækket…
der var ingen vej tilbage
En atombombe af nervøsitet landede i maven
den borede sig længere og længere ned
og havde ikke tænkt sig at stoppe foreløbigt.
Med tunge skridt
gik jeg hen mod indgangen
med min far i hånden.
Jeg havde mest af alt lyst til at løbe,
men min glæde gjorde så jeg blev.
En følelse af varm velkomst mødte mig,
da vi åbnede døren.
Måske var det alligevel ikke så slemt.
Gustav, Friskolen i Viborg
På kommando begynder underbevidsthedens
Mørke og dybe præstationsangst
At male sine dybe spor i sindet
Følelser, mavepine og forvirrede tanker
Vælter rundt i min krop
Spørgsmålet er hvorfor?
Lige nu er forskrækkelsen over forandringen et afsavn
Spændingen, forskrækkelsen og mareridtet er blevet til virkelighed
Stilhed
Som stilhed før storm
Sniger glæden og overraskelsen sig over mig
Sorgen bliver vendt til glæde
Og i et split sekund kommer følelsen af velkommenhed og interesse
Men der i det fjerne ser man igen den samme følelse af nervøsitet og præstations angst
For først gang var isen næsten brudt
Men nu er det tilbage til den gamle og uvedkommende rutine
Mod enden det gik og tillid, fred og forståelse kom
Nu var jeg ikke den uvedkommende
Nu var jeg en del af rutinen
En rutine der blev fuldt til punkt og prikke.
Frederik & Caroline – Friskolen i Viborg nr.2
Modvindens tunneller
Traumer fra kosmos
Leder det næste skridt ud i foråret
Men da vi ser at vores livs territorium udvides
Eskaleret ud i tomrummet
Mælkebøtter bryder op gennem beton
skaber en stjernehimmels af gult flor
Afstanden øges nu mellem stjernerne
Medvind på rejsen i kosmos
Velkommen i det ukendte
En vej bundet af vores normer
Du må gå hvor andre gik
Men vi valfarter væk fra mælkevejen
I håb om nogle sekunders spænding
Gåsehud i blæst
Mine hår må spredes
Over de frugtbare jorde
Som mælkebøtte frø
På flyvende rekoniseringsfærd
Vi ender nok alle med at slå lange stamtræer i jorden
Men mens nysgerrigheden efter universets under øges er vi
velkommen i det ukendte
er du målbevist
ved du hvor den gode jord er
hvor afgrøderne lever længe
hvor solens UV stråler rammer med pression
lever ud med håb om en plads i kartoffel rækken
med ukrudtsfjerne
alt modstand destrueres
eller er du spires af et mælkebøttefrø
står alene på dronningens græs
vifter og skinner som den eneste vildfarne
så er du velkommen i det ukendte
Nicoline, Eriksminde
